Mød Marius

Marius er den som er sværest at indfange, når drengene skal på stald – enten for at få grime på og gå tur, fordi de skal have klippet negle eller håndteres på anden vis. Marius er bedste ven med Orla. Marius har det mest finurlige ansigt og lidt skæve tænder, som ellers blev ordnet lidt i forbindelse med klipning i år. Hans uld er af prima kvalitet – så lækker og blød. Marius er også lidt forsigtig på folden – det hænger nok sammen med, at Marius er døv/eller meget tunghør. Det har vi først rigtig opdaget i løbet af det seneste halve år. Marius trives fint, og følger sagtens med de andre – så længe, han ikke skal gå forrest.
Marius nynner en del, især når man er på tur 🙂
Marius er født 26. juli 2021.

Mød Robin

Robin er sammen med Obelix til salg – kontakt os gerne for nærmere information.
Robin er sjov! Han laver alverdens badutspring på folden og er super nysgerrig, især over for vores katte og høns. Han er den første til at skulle undersøge, hvad det er for nogle sjove dyr der ellers bor hos os. Er der en kat i stalden, når han skal spise, får han nærmest ikke noget mad. Robin er fører af flokken og har derudover brug for meget plads omkring sig. Ofte er det Jacob eller Viggo som får brudt intimsfæren – og så får de en spytklat. Det er ubetinget Robin som spytter mest (men kun efter de andre alpakaer heldigvis). Vi har prøvet at træne Robin til at blive gåturs-alpaka, men han synes, det er lidt opreklameret at gå tur i snor, så her er han ret afhængig af, at Obelix er ved siden af – når først han kommer i gang med at gå, så plejer det at være ok – især fordi der jo er nyt græs 🙂. Robin bliver ikke fast gåturs-dreng, men til gengæld er han super god til vores gæster på folden. 
Robin er meget glad for Obelix.
Robin er født 12. august 2021.

Mød Orla

Orla er den mest forsigtige – han gemmer sig gerne bag Marius, som er hans bedste ven – og det er tydeligt, at han indimellem tænker: ”hvis jeg kigger den anden vej, så ser de mig nok ikke”. Samtidig er Orla det største madøre – og han kan jage alle de andre væk fra madtruget – og i særdeleshed fra godbidderne. Orla er også den som ubetinget er sejest at have med ud af huset. Det så vi, da vi var på besøg på Svanevig Hospice. Han tog alt med oprejst pande og hilste roligt og nysgerrigt på både medarbejdere, frivillige, patienter og pårørende. Orla er den roligste at håndtere helt generelt. Han finder sig troligt i alt, hvad vi byder ham. Han er så mild og rigtig lille hjerteknuser.

Orlas uld er super fin, og vi glæder og meget til at få spundet garn af det.

Vi ved ikke, hvornår Orla er født, men i løbet af sommeren 2021.

Mød Jacob

Charme, selvtillid og lækkert hår – det har Jacob – og så er han helt sin egen. Han fjoller ret meget med Obelix. Det er også Jacob som er den modigste i forhold til at gå i trailer og gå forrest på tur – især hvis det er et nyt sted. Jacob blev lidt mobbet af Orla og Marius lige da de flyttede ind, men det har hjulpet, at vi også har fået Robin og Obelix. Jacob ligger ofte yderst, når drengene er i stalden, for så kan man jo følge med i det der sker uden for stalden. Jacob giver gerne et lille ”alpaca-kys” og er også virkelig glad for godbidder. Til gengæld er Jacob også flokkens drama-queen (sammen med Robin) – han kæmper altid for at undgå at få klippet negle, men bagefter er alt glemt, og vi er tilgivet ret hurtigt😄
Jacob har også en fantastisk uldkvalitet.
 
Jacob er født 11. juli 2021.

Mød Obelix

Obelix er til salg sammen med Robin – kontakt os gerne for nærmere information.

Obelix er bare sød. Han er så køn med sine brune pels og hvide pandehår, hvor øjnene altid skælmsk kigger ud. Han er nederst i hierakiet i flokken, og er altid den som lige skal hjælpes til at få en plads ved madtruget. Obelix blev holdt uden for i sin gamle flok, og det betyder også, at han udviklet en tendens til lige at sparke efter de andre, hvis de kommer for tæt på. Det er dog blevet meget, meget bedre efter han har fået en ny flok. Han bliver mere og mere tryg, både ved os og de andre alpakaer. Ham og Jacob ”slås” og leger rigtig meget på folden, men det er Robin som han er allermest tryg ved – de 2 flyttede ind hos os samtidig og gik i flok sammen tidligere. Obelix er også blevet vældig fine venner med Viggo – det var nærmest kærlighed ved første blik – og måske spiller den fælles farved ind her 🙂. Obelix bliver ikke en del af det faste gåturs-team. Obelix vil gerne smage en godbid, men han er meget forsigtig og er ikke den første til at komme og hilse på fremmede. Til gengæld er han den første som skal undersøge, hvis en dør er åben eller der er sket ændringer på folden 🙂

Obelix er født 26. maj 2021.

Mød Konrad

Konrad er en lækker lille dreng i en spændende farvekombination af lyse, grå og brunlige nuancer 😍. Han er ikke kastreret og altså dermed hingst 🦙
Konrad er 4 år og dermed den ældste af vores alpakaer. Fysisk er han den mindste (Viggo vokser ham snart over hovedet), men han finder sig ikke noget, bare fordi han er lille, og det fik han hurtigt vist de nye kammerater, da han ankom til gården 😃 Konrad deltager indtil videre på gåturene som trænings-alpaka, men det varer ikke længe, før han kan indgå i det faste team af gåturs-stjerner sammen med Jacob Orla, Marius og Viggo
🦙🦙🦙🦙🦙.

Konrad kommer fra Fraling Alpaca ved Mogenstrup.

Han er født 23. august 2020.

Mød Viggo

Viggo er vores yngste “dreng” – og vi har omdøbt ham fra Chirro, som han hed oprindeligt. Det er nu mest fordi, jeg (Monica) synes Chirro var svært at sige (😂) og så passer navnet Viggo bare bedre ind med de andre drenges navne, synes vi 😃. Viggo virker til at være fuldstændig ligeglad med, hvad vi kalder ham så længe han får en plads ved madtruget 😂. Viggos farve er bayblack – det betyder, at han er sort, men med brune fibre 🖤🤎
Viggo bliver en fast del af vores gåtursflokken og har allerede haft sin eksamen som han bestod til UG.
Desværre fik Viggo en skade, lige da han kom hos os, så har har fået behandling med antibiotica og smertestillende i længere tid, men nu er han heldigvis helt frisk igen.

Viggo kommer fra Vallø Alpaca, men har har gået sammen med Konrad hos Fraling Alpaca, og derfor er de også solgt sammen 😃
 
Viggo er født 15. juni 2023